|
 |
Miho - et sublimt kunstmuseum
[19.04.05] Hvis man vælger at valfarte til det afsides liggende museum Miho venter en oplevelse af skønhed der får engle til at synge.
|
Ingen tvivl om at MIHO er et tilløbsstykke - vi sad en rum tid ved busstoppestedet, hvor bænkene var dekoreret med skilte fra museet.
Flere medpassagerer havde trukket i søndagstøjet - og ganske rigtigt skulle alle med til det sidste stoppested på ruten - Miho museet.
Vi er en times kørsel fra Miho. Bænkene ved busstoppestedet bærer skilte fra museet - vi er på rette vej.
Museet er placeret i utrolig flot og urørt natur langt fra byen. Her bugner bjergene af vegetation: skov med lysninger og floder med vandfald.
Først møder alle besøgende en ”velkomstbygning”, hvor man køber sin billet. Her er også en café, en butik med souvenirs - og den servicemindede billetdame adviserede om hvorfra transport til musset findes. Vi var dog enige om at ville gå turen op/hen til museet for at få den fulde oplevelse. Faktisk kørte disse lidt åbne biler forholdsvis langsomt - og var iøvrigt batteridrevne, hvorfor passagerer ikke blev snydt for den fantastiske entré det er at komme frem til selve museet.
Vi var heldige at opleve kirsebærtræerne i blomst ved Miho museet.
|
|
|
Kunstmuseet MIHO er tegnet af den kinesisk-amerikanske arkitekt I. M. Pei, som først fik opgaven at tegne et klokketårn for Shinji Shumeikai-ordenen, som er en religiøs og kulturel orden som er baseret på ærbødighed overfor naturen & skønheden i kunst. De ejer et stort område land, som er fredet - hvilket har gjort placeringen af et museum netop her ganske vanskelig. Men ved at overholde en lang række regler er det lykkedes at bygge dette sublime museum i bjergene - med uberørt natur så langt øjet rækker.
Mihoko Koyama og hendes datter Hiroko Koyama er yderst velhavende - og har viet deres liv til denne orden og arbejder derfor på at udbrede kærligheden til kunst. De havde allerede en anseelig kunstsamling, som under museets opførelse over blev næsten fordoblet, så museet nu tæller ca. 1000 kunstværker.
Skrappe regler skulle overholdes - og da man max. måtte bygge 2000 m2 (synligt) tag er ca 90% af museets udstillingsareal placeret under jorden. Den jord som udgjorde toppen af et bjerg blev kørt væk i lastbiler, for efter museets opførelse at blive kørt tilbage så bjerget blev genskabt med egen jord. I døgndrift arbejdede landskabarkitekten med sine folk, for at plante og genskabe den naturlige natur omkring og over museet.
|
|
|
|
En sirligt anlagt bred sti lokker én til at vandre afsted i en stor kurve mod en bjergside. En svagt belyst tunnel er den eneste forlængelse af stien og her er det som om man bliver endeligt renset før den åbenbaring det er at gå gennem en krum tunnel, hvor man efter kort tid kan se dagslyset vente på de besøgende længere fremme.
Addgang til museet går gennem et bjerg.
Det første møde med museet er døren som er super raffineret.
Den er en del af et glasparti og er et kvadrat i rustfri stål med et cirkulært hul i midten. Dette hul skilles til to halvcirkler når besøgende skal indenfor. Om dette indeholder en særlig symbolik vides ikke, men det kunne snildt være: Kunsten indeholdt i den begrænsende kugle - der åbner sig for den besøgende eller måske er cirklen jorden, som eksploderer grundet den alt for intensive rovdrift på råstoffer og naturen generelt - “husk at der i kunsten findes den rene skønhed”.
 |
|
|
Døren synes som en åbning til himlen - her set indefra. |
Her går man ind i museumsbygningen, hvis centrale del har glastag. Og da dette vil være en umulig opgave at styre lysmæssigt har man tonet lysindfaldet ned med trælameller som giver en skyggevirkning der næsten er et kunstværk i sig selv.
|
|
Museet ligger som en åbenbaring når man træder ud i dagslyset på en næsten svævende bro.
Kunstværkerne er samlet fra hele verden og valget er faldet på genstande som “evner at bibringe en følelse af stille indre skønhed”.
 Quicktime-film. 6,9 MB. |
Udstillingen er delt geografisk ind og nogle gange viser de også særudstillinger.
Det er dog tydeligt at en stor del af de forskelligartede rum er proportioneret efter netop den genstand som skal stå dér. Et mindre glastag med trælameller højt oppe for enden af en lysskakt trækker det dragende dagslys ned til den beundrede kunst. Der er også arbejdet raffineret med beskuerens oplevelse - ét sted er en stor mosaik lagt ned i gulvet - hvilket gør at beskueren oppe fra svalegangen på 1. sal aldrig vil få sit synsfelt forstyrret af øvrige gæster - kun se det rene kunstværk.
Arkitekturen som er fantastisk flot er også stilfærdig - og forsøger på ingen måde at tage kampen op de udstillede genstande. Den holder sig i bagrunden - og lader kunsten sitre og glimte i lyset for øjnene af beskueren som kringler sig på vej gennem skattekisten af forskellige genstande - man møder gerne en stor menneskelignende skulptur lige efter et bæltespænde, for derefter at betragte drikkebægre.
Det er dejligt befriende - og en klokkeklar hyldest til den stille rene kunst.
Et af de tre særligt udvalgte træer, som er plantet for at indramme udsigten fra terrassen på den mest perfekte måde - som man også ser det på gamle kinesiske malerier. |
|
Lyset har en stor plads i bygningen, trods 90% findes under jorden.
|
Intet er overladt til tilfældighederne. Her er de uundgåelige kloakdæksler diskret dækket med små bambusmåtter.
|
|
Arkitekturen råber ikke op
Miho Museum
300, Momodani, Shigaraki, Shiga 529-1814 Japan
|
|
|
|
|
|
