EXPOdition 2005

EXPO 2005

Om EXPO 2005

Et svært emne formidles

EXPO-fyrtårne

Science udstillinger

Cosmo Isle Haiku

Science Center Miraikan

Dinosaur FACTory

The National Science Museum

Kunst & design

MIHO

Use it! Dansk design i Tokyo

Nagi-Moca

Virksomhedsbesøg

Toyota: fabrik/ museum

Thehussnedker, Kyoto

Tempelrestaurering

Kokoro: Animerede dinosaurer

Turist i Japan

Festival i Takayama

Japanske tog

Borge og paladser

Mad & drikke

Kolofon


The Nagi Museum Of Contemporary Art

The Nagi Museum Of Contemporary Art fra 1994,  er tegnet af den berømte japanske arkitekt Arata Isozaki, (kendt for bygninger som Takasaki Art Museum, Nishiwaki Okanoyama Graphic Art Museum, El Palau Sant Jordi, Barcelona mfl.). Som museumsinstitution er NAGI-MOCA, som stedet også kaldes, et fornemt billede på et velfungerende samarbejde mellem arkitekter og kunstnere i design af rum. Det repræsenterer en moderne og visionær form for museumsarkitektur, og er et af de første forsøg af sin art i verdenen. 

Fire billedkunstnere: Shusaku Arakawa i samarbejde med Madeline Gins, Kazuo Okazaki and Aiko Miyawaki blev bedt om at skabe nye installationsværker, som ikke ville kunne huses i en mere traditionel museumsramme. Værkerne er således skabt in situ, udført specielt til Nagi-Moca og er tydeligt integreret i bygningens arkitektur. De indskriver alle elementer i rummet, og som besøgende oplever man udstillingsstedet som en overraskende og meget overbevisende helhed.

Sol, måne og jord
Museet er opbygget omkring tre hovedrum med titlerne ”Sol” (Shusaku Arakawa), ”Måne”(Kazuo Okazaki) og ”Jord” (Aiko Miyawaki), som tydeligt aflæses af bygningens arkitektur, når den betragtes udefra. ”Solen” er udformet som en skrånende cylinder, og dets akse er orienteret nord-syd. ”Månen” er et delvist svagt buet rum, og dets ene lige væg peger i retning (kl 10) mod månen ved efterårsjævndøgn. ”Jorden”, det tredje rum, er halvt nedgravet, og hovedaksen i rummet peger i retning af det bagvedliggende bjerg Mount Nagi.





Mount Nagi er også synligt fra terummets gårdhave. Dette vue, med Mount Nagis hellige bjergtinde i midten, med ”Jorden” i forgrunden, og ”Månen” og ”Solen” til siderne minder om et klassisk tema i den japanske billedkunst. Om traditionen inden for den bemalede foldeskærm, hvor et landskabsmotiv skildres som både dag og nat. Man har ikke bevidst forsøgt at forfølge det klassiske motiv, men idéen opstod undervejs i arbejdsprocessen
mellem kunstnerne og arkitekt, og udsprang af de mange diskussioner omkring rummenes særlige udformning.

Arkitektur og kunstværk
Fra begyndelsen har det været Arata Isozakis intention, at skabe de tre hovedrum i tæt samspil og parallelt med udviklingen af de enkelte kunstværker - en relation mellem bygningens indhold og dens arkitektur, der kan minde om den japanske tempeltradition, hvor placeringen af Buddha-statuen fik en central betydning for templets arkitektoniske udformning. Nagi-Moca er, ikke som de fleste museer, blot et neutralt eller overordnet rum for skiftende udstillinger, men derimod et resultat af en lang arbejdsproces, der til fulde løser en af arkitekturens fornemste opgaver, nemlig det særlige hensyn til en bygnings funktion. Det har afstedkommet et unikt stykke arkitektur tegnet til helt
specifikke kunstværker.

Innovation og fornyelse
Hermed er betydningen af museets eksisterende ramme blevet udvidet og samspillet mellem værk og bygning er blevet fuldt integreret. I den henseende er Nagi Museum Of Contemporary Art et vigtigt og fornyende skridt i udviklingen af museuminstitutionens rolle. Hvad der yderligere gør stedet helt specielt er tillige dets lokation, i den lille og temmelig undseelige by Nagi, og det, at forsøget er taget i offentligt regi, da Nagi-Moca er et offentligt og ikke et privat museum. Det er en af de første projekter af slagsen, men bliver uden tvivl forbillede for lignende arkitektur, som skal danne rammen om samtidskunsten i dag og i fremtiden, og det tætte samarbejde mellem arkitekt og kunstner i produktion af udstillingsrum bliver givetvis inspirationskilde for fremtidens museumsbygninger.




Nagi Museum Of Contemporary Art
441 Toyosawa Nagi Town, Katsuta, 
Okayama Prefecture 708-1323
JAPAN
 






Beskrivelse af Shusaku Arakawa og Madeline Gins værk
”Room Sun” - Ubiquitous Site, Nagi´s Ryyoanji, Heart


Et af de værker, der gør størst indtryk på Nagi-Moca er skabt af Shusaku Arakawa og Madeline Gins, der siden begyndelsen af 60’erne har stået for en række visionære og grænsebrydende projekter i krydsfeltet mellem billedkunst og arkitektur. Deres rum ”Sol” er en 9 x 21 m cylinder. Man ledes ind cylinderen via en smal rund trappe og omsluttes af hele værket - et betagende tredimensionelt ”billede” inspireret af den berømte Ryoan-ji have i Kyoto.




Cylinderens flade er dækket med fint revet grusgange og store klippesten, som i den klassiske tempelhave. Der er bænke, der gentages (”på hovedet”) under ”loftet”, en vippe midt i rummet (igen spejlet ”under loftet”), der vækker minder om barndommens leg, og for enden af cylinderen, der skråner stærkt op ad, møder man en mægtig hvid solskive, der reflekterer dagslyset uden for rummet.




Solskiven modstilles nattens billede, en sort skive i rummets anden ende. De spejlede elementer, det skrånende gulv, rummets cylinderform og det kraftige lysindfald gør at man umiddelbart mister sin retningssans og orienteringsevne. Man mister så at sige balancen og må fuldt ud overgive sig til rummet på dets egne og ganske uventede præmisser. Som beskuer og krop indskrevet i værket får man derfor udfordret alle sanser og må opgive enhver vanemæssig forestilling om inde, ude, oppe, nede, ret og vrang.